Golden Sands
Golden Sands (på bulgarsk: Златни пясъци eller Zlatni Piasatzi) er det største ferieresort på den nordlige sortehavskyst. Det liggende ca. 17 km nord for centrum af Varna, som er Bulgariens 3. største by og EUs hovedstad på sortehavskysten.
I Golden Sands går rækken af hoteller, lejligheder, ferieboliger og forlystelser helt ned til stranden, mens baglandet præges af skovklædte bakker.
Området er især populært blandt turister fra Tyskland og Skandinavien. De tiltrækkes af det dejlige klima, de grønne omgivelser, fornuftige priser og mulighederne for en aktiv ferie - dag og nat.
Den centrale del af resortet omkring "pariserhjulet" kan ikke anbefales til dem, som foretrækker et afslappende ophold i rolige omgivelser. Foretrækker man at sove om natten, så kig efter indkvartering i den grønne og rolige nordlige del af resortet, hvor der er mere luft mellem bygningerne.
Golden Sands Bulgarien bugner af restauranter, boder, barer, underholdning og al slags sport. En panorama-bar er opført som en kopi af Eifel-tårnet i størrelse 1:10 og en anden som en spansk galeon. Fra pariserhjulet i centrum kan man nyde en storslået udsigt over resortet.
Golden Sands rummer flere spa-centre som benytter områdets naturlige og helsebringende mineralvand, et internationalt koncerencecenter og et stort kasino, der er åbent hele året, et ridecenter, minigolf, bowling, tennisbaner, adskillige shopping centre og en yacht marina.
I bakkerne over Golden Sands ligger det imponerende vandland, Aquapolis, hvor børn og barnlige sjæle kan boltre sig i vandrutsjebanerne og endeløse swimmingpools med en flot udsigt over Sortehavet mens forældrene kan hygge sig på solvognene eller i poolbaren. Et besøg i Aquapolis er en heldagsoplevelse. Aquapolis omtales rosende som et af Europas smukkeste vandlande.
Golden Sands stranden og strandpromenaden
Stranden i Golden Sands er kendt som én af Europas bedste og mest velholdte sandstrande. Den er ca. 4 km lang og op til 100 m bred. Den er flad og dækket med det fineste gyldne kvartssand.
Vandkanten er meget børnevenlig - ligeledes dækket med sand og uden sten, langsomt skrånende udad. Vandet er rent og som regel roligt. På grund af den flade strand, som går meget langt ud, varmer solen hurtigt vandet op om foråret og vandtemperaturen forbliver høj til hen på efteråret.
Langs stranden løber byens livsnerve, strand-promenaden, hvor man finder et stort antal restauranter, cafeer, gode muligheder for shopping og en masse aktiviteter. Med de mange nye bygninger og det markante casino, har strandpromenaden og det tæt pakkede centrum udviklet sig til Bulgariens svar på Las Vegas.
Dygtige portrætmalere og boder med kunsthåndværk og sjove souvinirs, tøj, sko og tasker er med til at præge bybilledet om aftenen og gør det hyggeligt at slentre på promenaden, når solen er gået ned.
Kort over Golden Sands
Lige når du ankommer, kan det være svært at danne sig et overblik over resortet. Golden Sands resortet rummer over 100 hoteller og lejlighedskomplekser og er omgivet af en uspoleret og malerisk naturpark på 1.300 ha. Du lærer dog hurtigt at navigere rundt efter de mange pejlemærker i form af skulpturer, markante hotelfacader, barer og swimmingpools i mange kreative designs og udformninger.
Interaktivt kort over Golden Sands - klik her.
Download kort over Golden Sands - klik her.
Natteliv
Når mørket falder på sænker der sig en ganske særlig stemning over Golden Sands. Byens lys bliver tændt i tusindvis og musikken begynder at strømme ud fra de mange restauranter, som tilbyder alt fra de traditionelle bulgarske retter med folklore-optræden til et mere internationalt køkken.
Efter middagen kan man nyde en stille kop kaffe og eventuelt en Pliska (den lokale bulgarske brandy) med udsigt til Sortehavets lys eller man kan bevæge sig ud i det pulserende natteliv.
Golden Sands er berømt i hele Europa for sit vilde natteliv. I Bulgarien kun overgået af Sunny Beach. En liberal lovgivning mht. underholdning og åbningstider kombineret med bulgarernes sans for at skabe fest og stemning er en potent cocktail. Det bugner med barer, diskoteker, trendy klubber og chill-out steder.
Især to strækninger er værd at udforske. Den ene er den nordlige del af strandpromenaden startende ved PR-Club. Den anden er bargaden, som løber parallelt med strandpromenaden. Den festlige del af bargaden starter ved Hotel Vladislav og slutter ved hotel Odessos.
Her findes alle typer af underholdning fra karaoke til striptease, så Golden Sands er et ideelt sted at arrangere polterabend. Når sommeren er på sit højeste, varer festen hele natten, for de store diskoteker lukker først, når de sidste gæster er gået hjem.
Diskoteker og klubber
PR-Club
Nybygget helt nede ved vandet. Spiller den nyeste euro-pop og har et stort dansegulv og 3-4 forskellige barer. Her festes fra midnat til solen står op. Se filmklip fra PR-Club.
MASAI
Diskotek og natklub over for hotel Varnedchik med plads til over 1.500 festende. 13KW Custom Sound System, Martin light show og to dansegulve. Her spilles der MTV hits, R&B og House.
Hotel Vladislav
Baren på Hotel Vladislav er fyldt med skandinaver. Det er stedet, hvor man mødes, og mange ender med at blive her hele natten. Ud over diskoteket er her også en udendørs poolbar samt en mere rolig bar omme bagved, hvor man kan spille pool og bordfodbold og snakke sammen.
Den Glade Viking
Den skandinaviske bar Den Glade Viking ligger på stranden over restaurant Amfora. Samlingsted for skandinaviske unge, som kan lide god musik og liv til de tidlige morgentimer. Se videoen.
Priser
Cocktails: 8-12 leva
Lokal øl: 3-5 leva
Importeret øl: 5-8 leva
Masser af aktiviteter for børn
Ud over Aquapolis, hvor børn i alle aldre kan få luftet deres indre vandhund, byder Golden Sands på masser af legepladser, aktiviteter og sjov for børn.
Mange af hotellerne har specielle underholdningsprogrammer for børn med dans og skuespil, der er boder, hvor man kan male figurer, elektriske biler og både, king size-hoppygynger, hoppeborge, muligheder for at få sat håret smart og lavet tatoveringer og naturligvis ubegrænsede muligheder for at lege på den brede sandstrand og i de mange swimmingpools.
Større børn unge kan muntre sig med jetski, paragliding eller bananbåden på stranden.
Der er liv og glade dage 24 timer i døgnet, så har man svært ved at leve uden sin nattesøvn, kan man bruge Golden Sands som udflugtsmål og bo i mere rolige omgivelser nogle kilometer fra resortet.
Varna
Er man i Golden Sands bør man ikke snyde sig selv for en tur til Varna. Golden Sands er ikke nogen "rigtig" by, men udelukkende opført som turistresort. Her er meget få fastboende og uden for sæsonen er der næsten mennesketomt.
Vil man opleve det almindelige liv og det rigtige Bulgarien kommer man ikke uden om at skulle en tur til Varna. Her er der mange indkøbsmuligheder med lavere priser end i Golden Sands og seværdigheder, hvor specielt det arkæologiske museum er et besøg værd. Varna rummer mange muligheder for kulturelle oplevelser. Læs separat beskrivelse af Varna - klik her.
Klima
Klimaet er mildt med dagtemperaturer i sommermånederne på 27-30 grader og vandtemperaturer på 24-28 grader. Sommeren er lang og varm med mulighed for at solbade fra maj til oktober. Sommervarmen er behagelig på grund af havbrisen - uden den sydeuropæiske hede. Det milde vejr i det tidlige forår og sene efterår er også ideelt for et kortere ferieophold.
Historie
Byzantinske kilder omtaler en lokale fæstning med navnet Gerania og der er fundet rester af massive stenvolde fra 4-7 årh. e.Kr. samt rester en basilika langs kanten af Franga plateauet over resortet. Huleklosteret Aladzha 3 km vest for Golden Sands, var et religiøst centrum i antikken under det Andet bulgarske rige.
Da Bulgarien var underlagt det Osmanniske Rige blev området kaldt Uzunkum (lang sandstrand) og var kendt som et gemmested for fredløse.
Navnet Golden Sands stammer fra en gammel legende. Ifølge legenden begravede pirater en enorm guldskat ved kysten nord for Varna. Landet hævnede sig på piraterne for deres onde gerninger ved at forvandle guldet til sand.
Området var stort set ubeboet indtil 1950'erne. I 1957 begyndte en udvikling som over de næste to årtier omdannede stedet til et moderne feriekompleks. Golden Sands blev privatiseret i 1990'erne og tiltrak store investeringer op gennem 2000'erne.
Det oprindelige resort fra 50´erne og 60´erne med en kapacitet på 13.000 hotelsenge nåede i 2007 en officiel kapacitet på over 30.000 senge, men reelt er tallet formentlig langt højere.
Afstande
Varna: 17 km.
Albena: 10 km.
Balchik: 18 km.
Dobrich: 35 km.
Sunny Beach: 80 km.
Nessebar: 90 km.
Burgas: 120 km.
Transport
Golden Sands ligger tæt på den internationale lufthavn i Varna. Køretiden er ca. 35 minutter i bil og turen til resortet går gennem centrum af Varna. Undlad at tage en lufthavnstaxa, da de tager store overpriser. Det er muligt at tage en almindelig bybus fra lufthavnen til Golden Sands. Foretrækker du at køre i bil, kan du leje en hos Budget rent-a-car gennem bulgarien.dk.
Fra Golden Sands går der busser både nordpå og sydpå. De offentlige busser er billige, så man kan komme langt omkring for små penge.
Udflugter
Sortehavskysten omkring Golden Sands byder på meget mere end sol, strand og feriestemning. Spørg os om råd eller kør ud og se de spændende seværdighederne på egen hånd.
Nord for Golden Sands finder du for eksempel Kap Kaliakra på en smal, naturskøn klippehalvø, hvor skrænterne slutter brat i en 70 meter dyb afgrund. Kaliakra kan oversættes med “flot udsigt”, og i klart vejr kan du faktisk se helt til Golden Sands.
I de naturlige grotter på klippehalvøen er der indrettet restauranter og et lille museum. Læs mere om Kap Kaliakras dramatiske historie.
På vejen kan du gøre holdt i Balchik, hvor en spadseretur i de stejle gader med mange gamle og bevaringsværdige bygninger byder på en helt anderledes autentisk stemning end du kan finde i Golden Sands.
Indkvartering
Ferie i Golden Sands er ikke nødvendigvis lig med et hotelophold. bulgarien.dk udlejer lejligheder i den frodige nordlige del af Golden Sands.
Mere information Golden Sands på Facebook - fotos og nyheder
|