Ferieboliger
Udlejning - søg





Søg på ord eller sætning
Fly

Spørg om flybilletter

 

 


Online fly bestilling
klik her:

Klik her og udfyld formularen

Direkte fly til Bulgarien - klik her

ring telefontider bulgarien kundeservice


Skip Navigation Links Hjem » Bulgar.. » Byer & Reso.. » Nordlige Sorte.. » Balc..


Balchik

Balchik er en "rigtig" by og en af de mest romantiske småbyer langs Sortehavskysten. Byen er anlagt på en bjergside og skråner scenisk ned mod havnen.

Over havnepromenaden ses de karakteristiske hvide kalkstensklipper. Balchik ligger i en lille bugt ca. 40 km nord for Varna.

Med sine ca. 14.000 indbyggere er Balchik Bulgariens nordligste og tredje vigtigste havneby efter Varna og Burgas.

Byens puls mærker du bedst en sommerdag på havnepromenaden, hvor de traditionelle, åbne fiskerjoller ligger side om side med moderne lystyachts. Foran de nye hoteller holder dyre sportsvogne og andre eksklusive biler. Om aftenen nydes livet i de trendy cafeer eller på restauranterne. Her oplever du en stemning og et udvalg i lækre retter, som du ikke finder i turistområderne.

Balchik bulgaria bulgarien streetsAfslappet og hyggelig atmosfære
Balchik byder på en afslappet og hyggelig atmosfære. Man føler sig velkommen fra det øjeblik, man sætter sin fod på havnepromenaden eller i en af byens hyggelige gader. De fleste steder har folk mere tid til at være hjælpsomme og imødekommende end på de større badesteder. De giver sig også bedre tid, så forvent ikke at maden står på bordet 10 minutter efter at du har bestilt. Bestil drikkevarerne, nyd stemningen og slap af!

I de stejle og snoede gader er der masser af restaurerede bygninger. Stemningen har inspireret mange malere gennem tiden. Her er skyggefulde grønne områder, små butikker og cafeer. Besøg f.eks. isbaren "Diana" i shopping-komplekset tæt på havnen og bestil en stor Melba.

Om dagen kan man nyde solen uden larm fra diskoteker og barer på strandene nord og syd for havnen. Også blandt bulgarerne er Balchik en populær ferieby. Byens sandstrande er dog ikke nær så overbefolkede som dem længere nede ad kysten. Balchiks største strand ligger nord for havnen og har et "gratis" område samt et område, hvor man kan leje parasoller og liggestole.

Balchik har ikke noget udpræget forlystelsesliv om aftenen og ingen natklubber, men i kvarteret omkring havnen og på strandpromenaden kan man om sommeren sagtens finde steder at hygge sig og danse. Skal der ske noget, så kør til Albena eller Golden Sands mod syd. Det tager mindre end en halv time at køre til Golden Sands.

Seværdigheder
Den største seværdighed er den rumænske dronning Marias smukke lille sommerpalads, hvor den aldrende dronning tilbragte somrene i det meste af 30’erne – ifølge rygterne sammen med sin 20-årige tyrkiske elsker Hasan.

Fra den 2. Balkankrig og frem til 1940 hørte området - det sydlige Dobroudzha - under Rumænien. Paladset blev bygget af de italienske arkitekter, Amerigo og Agustino i perioden 1920 – 1936. Arkitekturen er hovedsagelig orientalsk, men indeholder også gammel bulgarsk og gotisk stil.

Paladset ligger i byens fantastiske botaniske have, som er Balchiks anden berømte seværdighed og Balkans største botaniske have. Anlægningen af den botaniske have blev påbegyndt i 1955. Det var en af de få oaser man kunne besøge og nyde som turist under det kraftige forfald, som Bulgarien led under fra midten af 80´erne til efter år 2000.

I den botaniske have finder man eksotiske planter og træer som Sand Lily, oliven og Ginkgo Biloba (Tempeltræ). Haven er en verden af blomster i flor, træer og buske i de skønneste farver.

Gennem årene har mere end 450 botaniske haver over hele verden bidraget med planter. Her er en enorm kaktussamling med mere end 250 forskellige arter samt 2.500 andre plantearter blandt springvand, vandfald, små broer og vanddamme, en ønskebrønd, en rosengård og sommerpavilloner. Man bevæger sig rundt i haven på snoede stier og trapper.

I 2005 tilbragte Francis Ford Coppola 11 dage i Balchiks botaniske have og Balchik Palace med at indspille scener til filmen Youth Without Youth.

Om sommeren er haven åben hver dag kl. 8-20.

Andre attraktioner
I en gammel skole ligger der et stort og anerkendt kunstgalleri, hvor man kan se værker af nutidige bulgarske og internationale kunstnere og en samling af rumænske impressionisters billeder af Balchik fra 20’erne og 30’erne. Galleriet står bag den årlige kunstfestival, som arrangeres i juni.

Over for galleriet ligger en græsk kirke, som er kendt for sin udmærkede akustik. Korkoncerterne her er populære.

Desuden findes der et etnografisk museum, som præsenterer Balchik gennem tiderne – desuden Den Gamle Tyrkiske Moske og kirken St. Nicholay.

Særligt intereserede kan læse mere på denne hjemmeside om
Balchiks museer (indtil videre kun på bulgarsk, brug Googles sprogværktøjer til at oversætte).

Historie
Balchiks historie strækker sig tilbage til det 5. århundrede f.kr. og blev en betydelig havn og handelscenter.

Gennem byens historie har den været kendt under flere navne; oldtidens Græske koloni Krouni, den Græske og efterfølgende Byzantinske fæstning Dionyssopolis, den Bulgarske middelalderby Karvouna og den Osmanniske og efterfølgende bulgarske by Balchik.

I lang tid var Balchik kendt som ”Den Hvide By” på grund af de hvide limstensklipper. Balchik har bevaret skatte fra mange kulturer gennem mere end to tusinde års historie, og dette kan ses på det historiske museum i byens centrum.

Området
Kun fire kilometer fra byen ligger Touzlata, som er berømt og anbefales for sine helbredende mudderbehandlinger mod knoglesygdomme. Der er i området blevet bygget et stort rekreationscenter, villaer, bungalows og en campingplads. På stedet findes en varm kilde med en temperatur på 31 grader.

Albena - familiernes baderesort no. 1. Albena-komplekset er anlagt langs en 6 km lang, bred, børnevenlig sandstrand. Komplekset har alt hvad man kan ønske sig på en ferie. Masser af strandaktiviteter for store og små, tennisbaner, minigolf, ridning, shopping, små parker, et børne-tivoli og et væld af vidt forskellige restauranter, natklubber, diskoteker og barer. Resortet har et spa-center og ikke mindre end 21 udendørs og fire indendørs swimmingpools.

Resortet ligger ved siden af naturparken ”balata” hvilket er med til at understrege Albena som Bulgariens ”grønne” resort. Der er for nylig blevet anlagt træ-belagte stier gennem dele af naturparken. Stemningen er ikke så hektisk og hårdt pumpet som i f.eks. Golden Sands og Sunny Beach.

Golf - Lighthouse Golf Resort og BlackSeaRama. Nord for Balchik er Bulgariens golf hotspot ved at tage form. To førsteklasses signaturbaner er allerede åbne for spil, en tredje åbner snart og flere er planlagt. Læs mere om golf i Bulgarien.

Kap Kaliakra er et imponerende klippefremspring øst for Balchik hvor man bl.a. finder ruiner af et fort som oprindeligt bygget af grækerne. Senere udbyggede romerne fortet. Fortet var i mange år uindtageligt for tyrkerne,  men faldt til sidst. Et monument fortæller en del af historien. Monumentet blev under kommunisterne opstillet til minde om 40 bulgarske jomfruer, der bandt deres hår sammen og kastede sig i døden fra klipperne for at undgå tyrkisk tilfangetagelse. Her findes også en restaurant og nord for klippefremspringet ligger en bugt med en malerisk strand. Bestemt et besøg værd.

Indkøb og restauranter
I Balchik finder man et stort udvalg af både små og store restauranter samt små hyggelige spisesteder, hvor man kan få pizza, spaghetti, seafood og andre retter fra det europæiske køkken. De mange forretninger giver også turisterne let adgang til selv at købe ind og lave mad.

Det lave prisniveau er en del af charmen - det er da rart at holde sommerferie, uden at tænke på hvad tingene koster - eller om budgettet holder.

Byens strandpromenade egner sig perfekt til en romantisk aftentur i solnedgangen, og bagefter kan du vælge mellem mange hyggelige restauranter, som har rykket borde og stole uden for i den milde luft ved havet.

Under 100 meter fra lejlighederne "Balchik Pool & Panorama" ligger en lille købmand med en lille udendørs restaurant. Her kan man få en utrolig dejlig salat serveret. Den består af de friskeste varer som købmanden henter ude i sin have. Så prøv det!

Besøg det lokale frugt- og grønt marked
I Bulgariens sol og varme fremelskes de mest velsmagende grønsager dyrket uden kunstgødning og sprøjtemidler. Du kan tydeligt se forskel. Tomaterne smager virkelig af tomater. Du kan finde auberginer, peberfrugter, agurker, chilifrugter, hvidløg, honningmeloner, vandmeloner o.s.v.

Overnatningsmuligheder

Trods de åbenlyse kvaliteter er Balchik forskånet for masseturisme og mega-hoteller. De fleste hoteller er små familieejede hoteller, nye og gamle i en skøn blanding. Desuden er Balchik kendetegnet ved at området syd for byen er bebygget med i hundredvis af private sommerhuse over en flere kilometer lang strækning.

I Balchik udlejer bulgarien.dk moderne indrettede lejligheder med pool "Balchik Pool & Panorama" samt individuelle sommerhuse.

Guide
De gæster, som bor i Balchik Pool & Panorama har mulighed for at benytte kompleksets guide, som taler flydende engelsk. Hun kan bl.a.:

• Arrangere udflugter til f.eks. Kap Kaliakra, Varna, Dobrich og Nessebar eller en landsby
• Arrangere "bulgarsk aften"
• Give forslag til oplevelser baseret på dine ønsker
• Fortælle hvor man finde supermarkedet og forskellige typer af restauranter
• Hjælpe med at arrangere transport
• Svare på spørgsmål og hjælpe ifm. pludseligt opståede behov, f.eks. lægehjælp og mistet bagage

Klima
Maksimumtemperaturen i området når op på 27 - 28 grader om sommeren i gennemsnit. I juli, august og september ligger badevandstemperaturen over 20 grader. I oktober er den gennemsnitlige vandtemperatur stadig 19 grader.

Afstande
Albena: 8 km.
Golden Sands: 15 km.
Varna: 40 km.
Kavarna: 12 km.
Dobrich: 30 km.

Transport
Balchik ligger 40 km. nord for Varna. Køretiden fra den internationale lufthavnen i Varna er ca. 45 minutter. Der er regelmæssig busforbindelse fra busholdepladsen ved havnen til Varna, Dobrich og Albena resortet. Derudover er det muligt at komme rundt med små, private busser, taxier samt sejle med skib til Varna og Albena.

Det er muligt at leje bil hos Budget rent-a-car gennem bulgarien.dk. 



Balchik på den nordlige bulgarske sortehavskyst. Luftfoto



Seneste blog indlæg


Emne: Dato:
INTERNATIONAL Hotel Casino & Tower Suites i Golden Sands, Varna, Bulgaria 23-01-2015  
V2 i Varna centrum lige til strandene og byparken. 35% prisreduktion. Investeringsobjekt 25-11-2014  
Få rabat på Sunny Beach med bulgarien.dk 05-11-2014  
Godt mindre hotel til prisen 01-11-2014  
Sværvægtskamp udsat mellem Pulev og Klitschko 16-10-2014  


Lej feriebolig


Beskrivelse af ejendom: Sted:

Se alle tilbud om leje



Galleri
Blog



Ring alle dage 08 - 21



De bedste vine fra bulgarien


gooflifebulgaria
Oversigt | Links
Copyright © 2007 Skandinav Invest OOD. All rights reserved.